Mig og brystcancer

Mig og brystcancer

Transformationen

Mit formål med bloggen er,at andre der står i samme situation,enten du selv har brystkræft eller måske er pårørende til en der har det, kan hente inspiration i min historie.
Vigtigt er dog at huske, at dette er min historie og min transformation igennem forløbet og jeg håber du finder din vej.

Tandlæge

Hverdagen under/efterPosted by Helle Wed, March 27, 2019 18:07:15
Det er første gang, siden få dage før jeg blev opereret, at jeg har været ved tandlægensmiley.
Næsten 2 år er der gået og dengang var det ikke hos tandlægen, men hos en tandplejer.

På kemo skolen blev vi opfordret til at gå til tandlægen, inden behandlingen begyndte, for lige at få en status over munden og tændernes tilstand og måske gå lidt oftere til undersøgelser, da kemo kan være slem for mund og tænder (svamp i munden og tør mund der kan få huller til at udvikle sig).

Jeg vil ikke sige, at det var det, jeg havde allermest lyst til. Selv med de bedste intentioner om, at det nok var en god ide, da jeg i forvejen har døjet med paradentose, så kunne jeg overhovedet ikke forholde mig til eventuelle tand problemer oveni alt det andet.

Jeg har altid været lidt hysterisk omkring mine tænder og været panisk bange for, at miste dem pga paradentose og pludselig var jeg FULDSTÆNDIG ligeglad, det var da det mindste af mine problemer.
Jeg havde fået renset tandlommer osv med korte intervaller, så det skulle nok gå .

Nå, men hvorfor skulle der så gå næsten 2 år før jeg fik snøvlet mig sammen til at komme, selv om min tandlæge med jævne mellemrum, gjorde mig bevidst om, at det snart var tid for et eftersynsmiley
Jeg knækkede noget af en tand.....og så kunne damen tage sig sammensmiley.

Jeg må indrømme, at jeg i tankerne byggede den helt store "oprydning" op i min mund, dog uden fiktiv deltagelse af min tandlæge, den klarede jeg på egen håndsmiley

Tænk sig.... jeg blev positivt overrasket. Der var nærmest intet at komme efter, andet end tanden der var knækket. Den blev lappet og så var jeg videre.

Min tandlæge var helt sikker på, at min kost, motion og nul sukker var med til at få parandentosen i ro, sådan......

Jeg er fortaler for, at mundhygiejne er MEGET vigtig og undersøgelser viser også, at dårlig mundhygiejne kan give eller være skyld i visse sygdomme.

Nu er jeg tjekket og kommer selvfølgelig til alle mine indkaldelser i fremtiden og tænk sig...... jeg er sluppet af med min tandlægeskræk, det er da bare skøntsmiley

  • Comments(1)//www.mig-og-brystcancer.dk/#post139

Mentalt overskud

Hverdagen under/efterPosted by Helle Sat, November 10, 2018 11:59:40
Det kræver mentalt overskud at komme igennem et kræft forløb, men også fremadrettet.

Jeg kan roligt sige, at det overskud havde jeg bestemt ikke i begyndelsen.
Jeg havde al den støtte fra min familie og venner jeg kunne ønske, men det hjælper ikke meget, før du selv er klar til kamp.

Sådan er det bare😊. Ønsket og troen på at det her kommer jeg igennem, skal komme indefra. Derfor er det RIGTIG dejligt at have støtte og omsorg fra andre, men kampen tager du selv.

I begyndelsen er det som jeg før har beskrevet, et tog du stiger på og du følger bare med. Alt det du passerer bemærker du, men orker ikke at skænke mange tanker.

Jeg er heldigvis født med en god portion stædighed. Jeg fandt min indre slavepisker frem under behandlingerne.

For mig giver sund kost, søvn og motion et mentalt overskud, men hvor kan det være svært at finde overskud til det.

Mit råd er: begynd i det små. Er energien ikke til motion, så spis sundt. Sørg for at få frugt og grønt hver dag og når overskuddet kommer, så gå en tur. Det behøver ikke være langt og begynde i det små, er langt bedre end at overdrive. Få en god rutine angående søvn.

Jo mere mentalt overskud, jo færre bekymringer.

Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men det kan lade sig gøre, for det er jeg et bevis på🤗









  • Comments(0)//www.mig-og-brystcancer.dk/#post68

Sygemelding

Hverdagen under/efterPosted by Helle Mon, October 15, 2018 16:31:50
Jeg valgte at lade mig sygemelde den dag jeg blev opereret. Selv om tiden op til svaret på biopsien var ulidelig og derefter op til operationen, så var det rart at have en nogenlunde almindelig hverdag. Det var som at få en "pause" fra alle de tanker der konstant kørte rundt i hovedet.

Jeg fik at vide, at jeg godt måtte komme som jeg havde lyst til på min arbejdsplads i behandlings forløbet, men da det i forvejen krævede en del mental energi for mig at være der, valgte jeg at være fuldtids sygemeldt. Jeg kunne ikke forholde mig til både behandlinger og min arbejdsplads. Det vigtigste for mig var, at jeg og min familie kom godt igennem perioden.

En anden ting som jeg også skulle tage hensyn til, var chancen for at blive smittet med en infektion. Den ville være rimelig høj på min arbejdsplads, så alene det gjorde at jeg slet ikke havde min tvivl.

Jeg tror kun jeg mødte en enkelt under mine behandlinger, der stadig arbejdede det hun kunne.
Sygeplejerskerne var gode til at vejlede og havde den holdning, at hvis du på noget tidspunkt havde brug for en sygemelding, så var det nu.
Erfaringen viste også, at hvis du bare kørte derudad, så var chancen for at ende i et sort hul stort, når du engang var færdig med behandlingerne.

Når det så er sagt, forstår jeg godt, at der er nogle der vælger, at have en så normal hverdag som muligt. Der er bare mennesker der bedst fungerer i den almindelige hverdag og måske ikke ønsker at have for megen tid til at tænke over situationen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, om det var en form for benægtelse af det der skete og måske bare forsøgte at overbevise sig selv om, at alt var som det plejede.

Det kræver både energi og ikke mindst overskud at kigge ind i sig selv og mærke hvordan man VIRKELIG har det.

Jeg kunne slet ikke forestille mig, at bruge mine gode dage på at arbejde. De skulle bruges på familien herhjemme og gøre gode ting for mig selv.
Min kemo veninde og jeg havde flere samtaler om netop det, at bruge tiden på noget godt. Hun var i begyndelsen plaget af dårlig samvittighed overfor sin arbejdsplads, for var hun nu syg nok til at blive hjemme.....ja tænk engang, hvordan vi alligevel formår at få dårlig samvittighed over ikke at kunne passe vores arbejde.

Jeg var glad for min hverdag herhjemme. Den bestod i al sin enkelthed i at jeg skulle op, vække pigerne, gå med hunden, spise morgenmad, køre pigerne i skole (hvis de ikke tog bussen), handle ind de dage jeg havde det godt, spise frokost, hente pigerne (hvis de ikke tog bussen)osv...(da jeg begyndte at motionere blev det presset ind inden frokostsmiley). Mere kunne jeg egentlig ikke overskue.
Jeg har tit tænkt på dem der ikke har familie, dem der bor alene og ikke har nogen der er afhængig af, at de står ud af sengen. Det må kræve stor selv disciplin af få sig en struktureret hverdag.

Jeg var heller ikke i stand til at begynde på mit arbejde før to måneder efter den sidste strålebehandling. Som jeg har fortalt før, så havde jeg ikke regnet med at skulle tilbage på arbejdspladsen, men da jeg ikke havde fundet nyt arbejde, var det der jeg begyndte efter sygemeldingen.
For mig var det vigtigt, at jeg havde opbygget lidt mere overskud inden jeg vendte tilbage. Luften gik hurtigt ud af ballonen og billedligt talt, så tager det længere tid at puste en ballon op, end at lade luften slippe ud, så det er vigtigt at passe på sig selvsmiley



  • Comments(0)//www.mig-og-brystcancer.dk/#post49

Dårlig samvittighed.

Hverdagen under/efterPosted by Helle Thu, September 13, 2018 14:22:41
Jeg har altid deltaget i forældremøder, klasse arrangementer, fødselsdage, kørt pigerne i/til skole/sport og hentet dem igen, deltaget i stævner osv osv..... ja listen er langsmiley
Nu havde jeg nogle dage slet ingen overskud. Det var selvfølgelig værst efter behandlingerne, men efterhånden blev overskuddet sidst på dagen lig nul.
Der var lige overskud til familien herhjemme, men alt andet måtte jeg melde fra. Det var MEGET svært for mig og den dårlige samvittighed over at pigerne måtte tage bussen i skole og hjem igen var stor.
Eller når min mand måtte tage alene afsted til forældremøder, fødselsdage, badminton stævner osv, så kunne jeg tude. Det var rigtig svært, at lægge ansvaret fra mig, men jeg tror eller jeg ved, der også sneg sig den tanke ind, at de kunne klare sig uden min hjælp, ja, at de kunne klare sig UDEN mig.......DET VAR FORFÆRDELIGT.

Jeg havde prøvet et par gange at deltage i større sammenhænge, men jeg kunne ikke og endte enten med at tude til festen eller når jeg kom hjem og det var hverken familien eller jeg selv tjent med, så jeg var simpelthen nød til at acceptere, at lige nu kunne jeg ikke det samme som før, men at det ville komme igen. Det er jo nemmere sagt end gjort og enhver ved, at hvis du samtidig er træt, er der ikke grænser for, hvad hjernen kan finde på af tanker....de har nok ikke lyst til at have mig med....jeg er også bare til besvær.

Det sjove er, at enkelte af de ting jeg skulle, ville jeg måske under normale omstændigheder have sagt fra overfor, men pludselig var det bare det vigtigste i verdenen at deltage i.....smiley. Måske fordi der reelt ikke var et valg...jeg kunne ikke, selv om jeg gerne ville.

Pigerne og min mand var rigtig søde til at sende billeder/klip til mig, så jeg kunne følge med i hvad der skete. Nogle gange græd jeg lidt over hvad jeg gik glip af og andre gange var det ok.

I dag er jeg meget opmærksom på, hvordan jeg vil bruge min tid. Jeg vil ikke slå knuder på mig selv, fordi jeg vil leve op til hvad jeg tror andre forventer af mig. Jeg er nød til at mærke efter hvordan det føles at gøre eller deltage i forskellige ting.
Jeg er født sensitiv og har brug for at "lade op" flere gange om dagen. Jeg er simpelthen nød til at respektere den side af mig og sige "det er helt i orden Helle, du er god nok, selv om du nogle gange er LIDT mærkeligsmiley (her vil nogle nok mene det er en underdrivelse).

  • Comments(0)//www.mig-og-brystcancer.dk/#post25